Lang forklaring

Vi skal udvikle os personligt og som samfund.

Samfundsudvikling

Ideen, om at samfund udvikler sig, opstod først i 1850’erne, og indtil da havde man haft den idé, at Gud havde skabt en perfekt verden. Her herskede kongen over undersåtterne, præsterne over de troende og manden over kvinden, og den fælles var opgave at bevare Guds skaberværk.

Omkring 1850 opstod så sociologien, altså videnskaben om samfund, og den første videnskabsmand på dette felt var Karl Marx. Han formulerede en idé om, at samfund udvikler sig, når de kommer i krise, og han lavede en trappe-model med fire trin, som viser, hvordan udviklingen sker.

For at skabe udvikling skal vi imidlertid ikke ændre på virkeligheden, men derimod på vores ideer.

Den ideologiske udvikling

For at kunne ændre sin idé, må man først forstå, hvad en idé er.

Filosoffen Platon, der levede i Grækenland for små 3.000 år siden, mente, at vi har en slags mental arkitekttegning, som vi bygger vores liv efter, og dette kaldte han for en idé. Synonymer for idé kunne være livsforståelse eller kultur, men vores idé afgør, hvilken slags samfund vi skaber, hvordan vi oplever livet, og hvordan vi tænker og handler.

Til dagligt omtaler vi ideer som “-ismer”, fx socialisme, liberalisme, katolicisme, fascisme og så videre. Ideer kan beskrives videnskabeligt ved hjælp af ideologien, som er videnskaben om ideerne.  

Vi-partiet har bygget videre på Marx’ sociologiske teori og skabt en ideologisk teori, der viser, hvilke ideer som ligger til grund for de forskellige typer samfund:

Brugen af ideologien til at løse den virkelige verdens kriser

I den virkelige verden er der kun tre kriser, og de er nemme at få øje på.

Naturkrisen
Natursamfundenes krise er mangel på mad.

  • Der ikke er nok natur tilbage, for nogen ejer hvereneste plet på jorden.
  • Alle fangstdyrene er spist, og det er umuligt at leve som jæger og samler. 

“Indianerne” i natursamfundene har kun én mulighed for at overleve, nemlig at ændre deres idé og blive nationalister, altså blive en del af samfundet, dyrke landbrug og få en uddannelse og et job. 

Vanskeligheden ved denne ændring er, at mange mennesker oplever, at “Paradiset” er blevet røvet fra dem, og de drømmer sig tilbage til et liv i pagt med naturen. Her i Danmark kan man fx møde mennesker, der tror på ånder, bor i tiny-houses, er “stået af ræset”, krammer træer, søger hjælp hos shamaner eller frygter for, at “Moder Natur” er på vej ud af balance.

Nationalkrisen
Nationalsamfundenes krise er, at der opstår utilfredshed blandt undersåtterne. Denne utilfredshed har flere årsager:

  • Et nationalsamfund er et hierarki, og det bliver på et tidspunkt så stort og så specialiseret, at topstyring af den enkelte undersåt bliver umulig, og samfundet bliver derfor urentabelt, hvorfor der kommer til at mangle penge til driften. 
  • En nation er grundlæggende nepotistisk, dvs. at den ledes af et overhoved eller en elite, som sørger for, at deres eget afkom bliver favoriseret.
  • En nation dannes ved, at den stærkeste høvding bliver konge og derefter undertrykker sine modstandere og uddeler privilegier til sine støtter.
  • Lederen af en nation er nødt til at skabe en ydre fjende for at få undersåtterne til frivilligt at lide afsavn. Lederen lyver om, at undersåtterne er i fare, fx for farlige personer, grupper, religioner, adfærd, dyr, ting eller sygdomme.
  • En nation får sine indtægter ved at beskatte undersåtterne, og nationens voksende embedsstand skal finansieres af en stadigt mindre del af undersåtterne.
  • Nationens hersker dømmer vilkårligt og til egen fordel.
  • Nationens hersker kontrollerer undersåtternes handlinger og forhindrer således individerne i at bidrage med forbedringer.
  • Når nationens leder mangler penge, så går han i krig med nabonationen for at stjæle deres penge, og hertil skal bruges soldater, som får at vide, at naboerne er onde mennesker.
  • Nationalister ser en fordel i en stærk leder, som kan beskytte deres privilegier, og de foreslår vold og kontrol som løsning på alle spørgsmål
  • Nationalister er det, som filosoffen Søren Kierkegaard kalder “Spidsborgere”, nemlig personer som ukritisk gør det, som de får besked på.
  • Den nationlistiske stat findes i flere variationer, fx kongedømmer, militærdiktaturer, religiøse kulte, bander, teokratier samt fascistiske, nazistiske og socialistiske regimer.
  • Nationens leder styrer de utilfredse undersåtter med vold, fx løgne, trusler, tvang, uredelighed, vilkårlighed eller politivold. Det nationalistiske samfund er et voldeligt samfund, hvor alle slår alle. 

Nationalsamfundenes krise kan kun løses af herskeren og kun på én måde, nemlig ved at herskeren ændrer den herskende idé fra nationalisme til individualisme. Det betyder, at herskeren skal give sine undersåtter borgerrettigheder, så de bliver frie borgere med ret til at drive selvstændigt erhverv og til at forsvare sig ved en domsstol.

Vanskeligheden ved denne ændring er, at de personer, der har store privilegier, ikke vil afgive dem. 

Individualismekrisen
Det liberale samfunds krise er, at individet er i krise, og det viser sig på tre måder:

  1. Der mangler arbejdskraft, når alle vil lave deres egne virksomhed for at lave deres egne formuer.
  2. Der mangler tilskuere, for når “jeg” har fundet mit unikke selv, så har jeg behov for at blive kendt for at blive tilfreds. 
  3. “Jeg” bliver stresset, fordi “jeg” ikke kan leve op til individualismen krav om individuel rigdom og succes.

Individsamfundet, dvs. de individuelle individer kan kun overvinde deres individuelle krise ved individuelt at ændre deres idé fra liberalisme til humanisme.

Vanskeligheden ved denne ændring er, at individuel succes med rigdom og rampelys er stærkt afhængighedsskabende, hvorfor man nødigt vil give afkald på den.

Bemærk:

  • I danske oversættelser af Marx kaldes dette udviklingstrin for Industrisamfundet, og det er fejlagtigt blevet forstået som beskrivelsen af den historiske periode, som vi kender som Industrialiseringen. I denne tidsperiode skabte dampmaskinen mulighed for mekanisering og specialisering af produktionen, hvilket førte til store forandinger i samfundet, herunder indvandring til byerne og fremvæksten af en ny gruppe i samfundet: arbejderen. Misforståelsen er sket i oversættelsen af det engelske ord “industrious”, som betyder foretagsom. Med begrebet Industrisamfund skal man altså forstå et samfund, hvor det foretagsomme individ forsøger at skabe sin egen formue.
  • Marx kalder krisen på dette trin for “kapitalismens krise”, hvilket er blevet misforstået som, at rigdom skaber fattigdom, men fattigdom er et resultat af nationalismen. Begrebet “kapitalisme” har sin rod i det latinske ord capita, som betyder hoved. “Capita-lisme” er altså troen på individet, dvs. individualisme. Når Marx omtaler kapitalismens krise, skal man forstå det som egoisme, altså den krise, som opstår, når individerne ikke skaber fællesskaber.

Fællesskabssamfund
Fællesskabssamfundet er ikke i krise, for den er svaret på alle de andre samfundstrins kriser.

Uden at være i krise, så har fællesskabssamfundet dog nogle vanskeligheder:

  • Vi bliver født som dyr, og alle børn har brug for opdragelse for at udvikle sig til gode medlemmer af samfundet.
  • Nationalistiske samfund vil opdrage deres børn til nationalister og liberale samfund til liberalister, og vi står derfor i den udfordring, at vi skal uddanne vores børn til et højere udviklingstrin, end vi selv står på.
  • Det samfund og den kultur, som omgiver os, er opbygget med møje, vold og frygt, og vi skal værne om det og forstå, at det ikke kan ændres på en nat.
  • Humanisme, eller, hvis man tør udtale det, kommunismen, har været udsat for så omfattende smædekampagner, at man, hvis man taler for denne idé, bliver udråbt som tosse.
  • Det sker meget sjældent, at et menneske selv finder kilderne og forstår dem, så personen ved egen kraft kan taget et udviklingstrin op.
  • At formulere denne viden i et nutidigt sprog, så man kan formidle den videre, er uhyre resssourcekrævende, men nærværende hjemmeside forsøger.

Dialogskabelse

Vi skal vide følgende om dialogskabelse:

  • Ingen dialog = ingen udvikling!
  • Dialogskabelse er et håndværk, som ALLE SKAL lære!
  • Vi må gerne lave sjov med hinanden, men i krisesituationer skal vi straks kunne skabe dialog, så vi undgår tab.

Sådan skaber vi dialog

  1. Vi skal have den rigtige idé, altså humanismen, hvilket betyder, at vi betragter andre mennesker som vores medmenneske og derfor forpligter os til at finde løsninger, som gavner alle.
  2. Vi skal ytre os dialogskabende, dvs. at vi skal holde os til emnet og fremsætte ”jeg-budskaber” på egne vegne.

Når vi møder vores modpart med denne attitude, når vi lytter til og prøver at forstå vores modparts behov, når vi ærligt fortæller om vores eget behov, når vi er åbne for at indse vores egne fejl og lære noget nyt, når vi med overbærenhed og tålmodighed tåler, at andre gør os uret, når vi vedbliver med at ytre os dialogskabende, og når vi villigt indgår kompromis med tanke på det fælles bedste, så har vi en chance for at skabe dialog.

Sådan forhindrer vi dialogen i at blive ødelagt

Man kan med held stoppe sig selv i at ødelægge dialogen, men det er meget svært at stoppe andre i at gøre det. Personer på de lavere udviklingstrin opfatter samtalen som en krig eller konkurrence, og hvis man stopper dem, vil de føle sig bange og forsvarsløse og straks skifte til et andet “våben”.

Hvorom alting er, så skal vi vide, hvilke ytringer vi selv skal undgå at bruge, og som vi skal stoppe andre i at bruge, fx:

  • At tale i ”du-budskaber”, fx “Du er…”
    • dvs. at “gå efter manden”, at kalde hinanden for navne, at dømme/bedømme hinanden
  • At tale i “det-budskaber”, fx “Det er…”
    • dvs. at lave sammenligninger med fx tid, steder, personer og værdier, fx “Det var bedre før!”
    • “Jeg synes, at…”
  • At tale i ”vi-budskaber”, fx “Vi er…”
    • dvs. at få modparten til at tro, at personen er oppe imod en hel gruppe
  • At skifte emne
  • At skifte genre
    • fx at skifte fra seriøs samtale til at drille og håne
    • fx at skifte fra tale til kropssprog, fx at vende øjne
  • At lyve og fremsætte udokumenterede påstande
  • At lave ”stråmænd”
    • også kaldet at ”skyde nogen noget i skoene”, dvs. at påstå at modparten mener noget bestemt
  • At true
    • Dels reelle trusler, fx “Jeg vil slå dig!”, men også vendinger som: ”Vi er nødt til…”
  • At benytte hærværk og vold
  • At tale for meget
    • at lytte for lidt eller indflette anekdoter
  • At forlade samtalen før enighed er opnået.

Hvis du vil arbejde med din forståelse af Vi-partiets undervisning, så øv dig her: Øvelser