Lang forklaring

Fred, velstand og hygge opstår, når vi skaber det.

Samfundsudvikling

Ideen, om at samfund udvikler sig, opstod først i 1850’erne. Indtil da havde man haft den idé, at Gud havde skabt en perfekt verden, hvor kongen herskede over undersåtterne, præsterne over de troende og manden over kvinden, og hvor den fælles opgave var at bevare Guds skaberværk.

Omkring 1850 opstod sociologien, altså videnskaben om samfund, og den første videnskabsmand på dette felt var Karl Marx. Han formulerede en idé om, at samfund udvikler sig, når de kommer i krise, og han lavede en trappe-model med fire trin, som viser, hvordan udviklingen sker:

Ursamfundet, hvor vi lever som dyr, er organiseret i familiegrupper og følger Jungleloven. Krise: Mangel på mad.

Feudalsamfundet, et landbrugssamfund, hvor kongen ejer landet, dets ressourcer og befolkningen, og med ”Guds hjælp” og vold skaber fred. Krise: Befolkningens utilfredshed med levevilkårene.

Industrisamfundet, hvor kongen giver sine undersåtter frihedsrettigheder og dermed ny status som borgere med ret til individuelle valg, og hvor disse borgeres foretagsomhed skaber velstand. Krise: Selviskhed.

Det kommunistiske samfund, altså ”Fællesskabssamfundet”, hvor borgerne har indset fornuften i at hjælpe hinanden.

Ifølge Karl Marx er udvikling godt, og hans model er svær at være uenig i, for han beskriver blot udviklingen, som den står i historiebøgerne. For at lære at fremme denne udvikling, så må vi først forstå de ændringer, som udviklingen skaber i vores forståelse af livet, dvs. i ændringen af vores ideer.

Den ideologiske udvikling

For at forstå, hvad en idé er, så må vi studere Platon, som mente, at vi har en slags mental arkitekttegning, som vi bruger til at bygge vores liv efter. Synonymer for idé kunne være teori, livsforståelse eller kultur, men vores idé afgør, hvordan vi oplever livet, og hvordan vi tænker og handler.

Ideer benævnes i daglig tale som “-ismer”, fx socialisme, liberalisme, katolicisme, fascisme, realisme og så videre. Ideer kan beskrives ideologisk, dvs. ved hjælp af ideologien, som er videnskaben om ideerne.  

Bemærk: Uvidenhed omkring begreberne idé og ideologi skaber forvirring. Der spørges ofte fejlagtigt om en persons ideologi, altså om hvorvidt en person har en teori om ideernes sammenhæng, når der egentlig burde spørges om en persons idé, altså personens livsforståelse/-isme/politiske idegrundlag. 

Vi-partiet har bygget videre på Marx’ sociologiske teori og skabt en ideologisk teori, hvor samfundets udvikling sker på baggrund af en udvikling af nye ideer:

Lidt mere konkret definerer Vi-partiet en idé som et samlet svar på tre af livets store spørgsmål, nemlig:

  1. En skabelsesberetning, hvordan opstod livet?
  2. Et verdensbillede, hvad består vores verden af?
  3. En vejledning, hvad skal vi gøre for at blive lykkelige?

I Natursamfundet er vi animistister, dvs. at vi tror at 1) livet er et resultat af et samleje mellem fjerne forfædre, at 2) vi kan kommunikere med alt, herunder dyr, planter og ting, og at 3) lykken kommer, når vi bringer os i harmoni med den sjæl, som gennemstrømmer alt. 

I Nationalsamfundet er vi nationalister og tror, at vi tilhører et folk under en konge under en gud. Vi er derfor teister, dvs. at vi tror, at 1) livet er skabt af en almægtig gud, at 2) verden er et hierarki med guden på toppen, og at 3) lykke opnås ved at bevare Guds skaberværk.

I Individualistsamfundet er vi individualister og tror på fornuften og videnskaben, som fortæller os, at 1) livet opstod tilfældigt ved Big Bang, at 2) vi er ansvarsfri og os selv nærmest, og at 3) lykken er at få sine behov tilfredsstillet.

I Fællesskabssamfundet er vi humanister og tror, at 1) vi selv er Gud og skabere af livet, at 2) vi er ét med alt og hinanden, og at 3) lykken opstår, når vi forpligter os.

På baggrund af Vi-partiets ideologiske teori kan vi betragte vores egne og andre menneskers ideer, og vi kan dermed forstå de udfordringer, som vi står overfor i den virkelige verden.

Den virkelige verdens udfordringer

I den virkelige verden er udfordringerne nemme at få øje på.

Natursamfund
Der findes ikke mange natursamfund tilbage, for nogen har taget ejerskab til hvereneste plet på jorden, men animismen lever.

  • Mange mennesker glorificerer natursamfundenes “anarkisme” og nægter at anerkende statens magt, og mange mennesker lever “i pagt med naturen”, tror på ånder eller hekse eller frygter at “Moder Natur” skal komme ud af balance.

Nationalsamfund
Hele Jorden er opdelt i nationer, alle Jordens mennesker har en nationalitet, og vi står med de samme problemer:

  • En nation er grundlæggende en familie, som regeres af et overhoved, der sørger for, at vedkommendes eget afkom bliver favoriseret.
  • En nation opbygges ved hjælp af krig, undertrykkelse og uddeling af privilegier.
  • En nation har brug for ydre fjender til at skabe indre samling, fx personer, grupper, adfær, dyr, ting, sygdomme eller fænomener.
  • En nation får sine indtægter fra skatter, og nationens voksende embedsstand/familie skal finansieres af en stadigt mindre del af befolkningen.
  • En nation fungerer ved hjælp af korruption og nepotisme, og nationens leder vil have behov for udøve vold for at knægte de utilfredse undersåtter. Denne vold bliver til en kultur og skaber et voldeligt samfund, hvor alle slår alle.
  • I en nation er der ingen retsstikkerhed, for her dømmer herskeren vilkårligt. 
  • Nationens hersker kontrollerer undersåtternes foretagsomhed, hvilket fører til dovenskab, og samfundet vil derfor blive fattigt og have behov for at bekrige andre lande og stjæle deres ressourcer
  • Nationalister ser en fordel i en stærk leder, som kan beskytte deres privilegier, og nationalister foreslår vold og kontrol som løsning på alle spørgsmål
  • Nationalister er det, som filosoffen Søren Kierkegaard kalder “Spidsborgere”, nemlig personer som ukritisk gør det, som de får besked på
  • Den nationlistiske stat findes i flere variationer, fx kongedømmer, militærdiktaturer, kalifater, teokratier samt fascistiske, nazistiske og socialistiske regimer
  • Volden kan have mange former, fx at lyve for befolkningen eller at holde befolkningen i uvidenhed, men alle utilregnelige handlinger, som kan vække angst, er vold.
  • Nationalsamfund er konstant i krise og dømt til undergang, men alligevel ser vi over hele Jorden socialistiske, nationalistiske og religiøse samfund.

Individsamfund
Danmark har som et af få nationer indført “Borgerrettigheder”, hvilket vil sige, at borgere i Danmark har status som individer. Vi er som samfund et helt trin over størstedelen af Jordens andre samfund, men vi har statdig udfordringer:

  • Som individer tager vi selvstændigt beslutninger for vores eget liv. Det er en stor udfordring, som mange fejler, men forude venter en gevinst: Friheden, dvs. velstanden til at gøre, hvad man vil.
  • Individualisme er det samme som liberalisme, og denne idé opstod i 1700-tallets Europa. Med denne idé blev stavnsbånd ophævet, slaveriet forbudt og både mænd, kvinder og børn fik status som borgere med tilhørende borgerrettigheder, men det er en udfordring at få resten af Jordens samfund med på ideen.
  • Individet har retten til at udleve sig selv som unikt væsen, altså det vi kalder retten til at ytre sig frit, og denne rettighed er beskyttet ved lov og af domstolene i det vi samlet set kalder Retsstaten. Denne ret bliver udfordret af nationalister. 

Bemærk: Uvidenhed om individualismen har forhindret udviklingen:

  • Marx kalder dette udviklingstrin for Industrisamfundet, og dette begreb er fejlagtigt blevet forstået som beskrivelsen af den historiske periode, som vi kender som industrialiseringen. I denne tidsperiode skabte ny teknologi, altså dampmaskinen, mulighed for en mekanisering og specialisering af produktionsmidlerne, som førte til store forandinger i samfundet, herunder indvandring til byerne og vækst i antallet af ufaglærte arbejdere. Fejlen er sket i oversættelsen af det engelske ord “industrious”, som betyder foretagsom. Med begrebet Industrisamfund skal man altså forstå et samfund, hvor den enkelte borger forsøger at skabe sin egen formue.
  • Marx kalder krisen på dette trin for “kapitalismens krise”, hvilket fejlagtigt er blevet forstået som “de problemer, som rige mennesker skaber for de fattige”. Fejlen er, at fattigdommen er et resultat af nationalismen, nemlig kontrollen med individernes foretagsomhed. Begrebet “kapitalisme” har i virkeligheden sin rod i det latinske ord capita, som betyder hoved. Kapitalisme betyder altså “troen på individet”, altså individualisme. Når Marx, med rette, omtaler kapitalismens krise, så mener han den krise, som opstår i et samfund, hvor individerne undlader at skabe fællesskaber.
  • Ideen om politik beskrives i Danmark som en bevægelse mellem det røde venstre og det blå højre, dvs. mellem forskellige nationalistiske grupperinger. Retteligt burde politik beskrives jævnfør Vi-partiet ideologiske udviklingsmodel, dvs. som en bevægelse opad fra lavere og højere udviklingstrin og ideer.

Fællesskabssamfund
Vejen er lang og går via forståelse af mig selv som en art, som en del af en familie og som et individ, førend førend jeg forstår mig selv som en eksistens. Og hvad er fred og velstand værd uden hygge?

  • Humanismen, altså det at forstå sig selv som verdensborger og menneske, bygger på den arv, som menneskeheden har fået fra filosofien, og det er den idé, som ligger bag FN’s Menneskerettighedskonvention. 
  • Denne idé, altså kommunismen, også kaldet marxismen, har været udsat for en så omfattende smædekampagne, at man, hvis man taler for denne idé, bliver udråbt som tosse.

Vi ved nu, hvordan vi individuelt og kollektivt, altså som samfund, udvikler os. Nu skal vi lære, hvordan man gør, altså hvordan man skaber dialog.

Dialogskabelse

Vi skal vide følgende om dialogskabelse:

  • Ingen dialog = ingen udvikling!
  • Dialogskabelse er et håndværk, som ALLE SKAL lære!
  • Vi må gerne lave sjov, men når det er alvor, skal vi straks kunne skabe dialog, så vi undgår tab og finder løsninger til fælles gavn.

Sådan skaber vi dialog

  1. Vi skal have den rigtige idé, altså humanismen, hvilket betyder, at vi betragter andre mennesker som vores medmenneske. Vi ved, at vi måske har forskellige behov, men målet er at finde en løsning, som er til gavn for os begge
  2. Vi skal ytre os dialogskabende, dvs. at vi skal holde os til emnet og fremsætte ”jeg-budskaber” på egne vegne.

Når vi møder vores modpart med den rette attitude, når vi lytter til og prøver at forstå vores modparts behov, når vi ærligt fortæller om vores eget behov, når vi er åbne for at indse vores egne fejl og lære noget nyt, når vi med overbærenhed og tålmodighed tåler, at andre gør os uret, når vi vedbliver med at ytre os dialogskabende, og når vi villigt indgår kompromis med tanke på det fælles bedste, så har vi en chance for at skabe dialog.

Sådan forhindrer vi dialogen i at blive ødelagt

Man kan med held stoppe sig selv i at ødelægge dialogen, men det er meget svært at stoppe andre. En person, som er i “krig”, vil føle sig bange og forsvarsløs, hvis man stopper dem, og de vil straks skifte til et andet “våben”.

Alt andet lige er det bedre at forsøge at skabe dialog end at forhindre modparten i at ødelægge den, men det kan være en hjælp at vide, hvilke ytringer vi skal undgå at bruge, eller som vi skal stoppe andre i at bruge, fx:

  • At tale i ”du-budskaber”, fx “Du er…”
    • dvs. at “gå efter manden”, at kalde hinanden for navne, at dømme/bedømme hinanden
  • At tale i “det-budskaber”, fx “Det er…”
    • dvs. at lave sammenligninger med fx tid, steder, personer og værdier, fx “Det var bedre før!”
    • “Jeg synes, at…”
  • At tale i ”vi-budskaber”, fx “Vi er…”
    • dvs. at give modparten en oplevelse af, at personen er oppe imod en hel gruppe
  • At skifte emne
  • At skifte genre
    • fx at skifte fra seriøs samtale til at drille og håne
    • fx at skifte fra tale til kropssprog, fx at vende øjne
  • At lyve og fremsætte udokumenterede påstande
  • At lave ”stråmænd”
    • altså at ”skyde i skoene”, dvs. at påstå at modparten mener noget bestemt
  • At true
    • Dels reelle trusler, fx “Jeg vil slå dig!”, men også vendinger som, ”Vi er nødt til…”
  • At benytte hærværk og vold
  • At tale for meget
    • at tale for meget, lytte for lidt eller fx indflette anekdoter
  • At forlade samtalen før enighed er opnået.

Hvis du vil arbejde med din forståelse af Vi-partiets undervisning, så øv dig her: Øvelser