Lang forklaring

Fred, velstand og hygge opstår, når vi forstår, hvordan vi selv skaber det.

Samfundsudvikling

Ideen, om at samfund udvikler sig, opstod først i 1850’erne. Indtil da havde man haft den idé, at Gud havde skabt en perfekt verden, hvor kongen herskede over undersåtterne, præsterne over de troende og manden over kvinden, og hvor den fælles opgave var at bevare Guds skaberværk.

Omkring 1850 opstod sociologien, altså videnskaben om samfund, og den første videnskabsmand på dette felt var Karl Marx. Han formulerede en idé om, at alle samfund udvikler sig, når de kommer i krise, og han lavede en trappe-model med fire trin, som viser, hvordan udviklingen sker:

Ursamfundet, hvor vi lever som jægere og samlere, er organiseret i familiegrupper og følger Jungleloven. Krise: Mangel på mad.

Feudalsamfundet, et landbrugssamfund, hvor kongen ejer landet, dets ressourcer samt de mennesker, som bebor det, og med ”Guds hjælp” og vold skaber fred mellem undersåtterne. Krise: Befolkningens utilfredshed med levevilkårene.

Industrisamfundet, hvor kongen giver frihedsrettigheder, som gør undersåtterne til borgere med ret til individuelle valg, og hvor mekaniseringen af samfundet skaber velstand. Krise: Selviskhed.

Det kommunistiske samfund, altså ”Fællesskabssamfundet”, hvor borgerne har indset fornuften i at hjælpe hinanden.

Karl Marx’ model er svær at være uenig i, for den beskriver udviklingen, som den står i historiebøgerne. Vi vil gerne lære, hvordan vi målretttet kan skabe denne udvikling, og derfor må vi forstå den ændring, som udviklingen skaber, nemlig ændringen af vores ideer.

Den ideologiske udvikling

Når man taler om ideologi, så taler man om videnskaben om ideerne, dvs. ideernes opståen og sammenhæng. For at forstå, hvad en idé er, så må man studere den græske filosof Platon.

Platon mente, at vi har en slags mental arkitekttegning, som vi bruger til at bygge vores liv efter, og det kaldte han for en idé. Andre navne for det samme er princip, teori, livsforståelse eller kultur, men vores idé afgør, hvordan vi oplever livet, og hvordan vi tænker og handler.

Ideer benævnes ofte som “-ismer”, fx socialisme, liberalisme, katolicisme, fascisme, realisme og så videre. Vi-partiet har bygget videre på Marx’ sociologiske teori og skabt en ideologisk teori, hvor samfundets udvikling sker på baggrund af en udvikling af nye ideer:

Lidt mere konkret definerer Vi-partiet en idé som et samlet svar på tre af livets store spørgsmål, nemlig:

  1. En skabelsesberetning, hvordan opstod livet?
  2. Et verdensbillede, hvad består vores verden af?
  3. En vejledning, hvad skal vi gøre for at blive lykkelige?

I Natursamfundet er vi animistister, dvs. at vi tror at 1) livet er et resultat af et samleje mellem fjerne forfædre, at 2) vi kan kommunikere med alt, herunder dyr, planter og ting, og at 3) lykken kommer, når vi bringer os i harmoni med den sjæl, som gennemstrømmer alt. 

I Nationalsamfundet er vi nationalister og tror, at vi tilhører et folk under en konge under en gud. Vi er derfor teister, dvs. at vi tror, at 1) livet er skabt af en almægtig gud, at 2) verden er et hierarki med guden på toppen, og at 3) lykke opnås ved at bevare Guds skaberværk.

I Individualistsamfundet er vi individualister og tror på fornuften og videnskaben, som fortæller os, at 1) livet opstod tilfældigt ved Big Bang, at 2) vi er ansvarsfri og os selv nærmest, og at 3) lykken er at få sine behov tilfredsstillet.

I Fællesskabssamfundet er vi humanister og tror, at 1) vi selv er Gud og skabere af livet, at 2) vi er ét med alt og hinanden, og at 3) lykken opstår, når vi forpligter os.

På baggrund af Vi-partiets ideologiske teori kan vi betragte vores egne og andre menneskers ideer, og vi kan dermed forstå de udfordringer, som vi står overfor i den virkelige verden.

Den virkelige verdens udfordringer

I den virkelige verden er udfordringerne nemme at få øje på.

Natursamfund
Der findes ikke mange natursamfund tilbage, for nogen har taget ejerskab til hvereneste plet på jorden, men animismen lever.

  • Mange mennesker glorificerer natursamfundenes “anarkisme” og nægter at anerkende statens magt, og mange mennesker lever “i pagt med naturen”, tror på ånder eller hekse eller frygter at “Moder Natur” skal komme ud af balance.

Nationalsamfund
Hele Jorden er opdelt i nationer, og alle Jordens mennesker har en nationalitet, og vi står med de samme problemer:

  • En nation opbygges ved hjælp af krig, undertrykkelse og uddeling af privilegier.
  • En nation har brug for ydre fjender til at skabe indre samling. Fjenden kan være personer, grupper, dyr, ting, sygdomme eller fænomener.
  • En nation får sine indtægter fra skatter, og nationens voksende embedsstand skal finansieres af en stadigt mindre del af befolkningen
  • En nation fungerer ved hjælp af korruption og nepotisme, og nationens leder vil have behov for udøve vold mod de utilfredse undersåtter. Denne vold bliver til en kultur og skaber et voldeligt samfund, hvor alle benytter vold.
  • I en nation er der ingen retsstikkerhed, for her dømmer herskeren vilkårligt. 
  • En nations leder tvinger landets beboere til at underkaste sig. Herskerens kontrol med undersåtternes foretagsomhed fører til dovenskab, og samfundet vil derfor blive fattigt og have behov for at bekrige andre lande og stjæle deres ressourcer
  • En nations befolkning, altså nationalister, ser en fordel i en stærk leder, som kan beskytte deres privilegier, og nationalister foreslår vold og kontrol som løsning på alle spørgsmål
  • Nationalister er det, som filosoffen Søren Kierkegaard kalder “Spidsborgere”, nemlig personer som ukritisk gør det, som de får besked på
  • Den nationlistiske stat findes i flere variationer, fx kongedømmer, militærdiktaturer, kalifater, teokratier samt fascistiske, nazistiske og socialistiske regimer
  • En nations leder er nødt til at lyve for befolkningen og til at holde dem i uvidenhed. Den største fare mod nationen ville være, hvis borgerne lærte at tænke selv.

Nationalsamfund er konstant i krise og dømt til undergang, men alligevel ser vi over hele Jorden socialistiske, nationalistiske og religiøse samfund.

Individsamfund
Danmark har som et af Jordens få nationer indført “Borgerrettigheder”, hvilket vil sige, at borgere i Danmark har status som individer. Vi er som samfund et helt trin over størstedelen af Jordens andre samfund, men vi har statdig udfordringer:

  • Som individer tager vi selvstændigt beslutninger for vores eget liv. Det er en stor udfordring, som mange fejler, men forude venter en gevinst: Friheden, dvs. velstanden til at gøre, hvad man vil.
  • Individualisme er det samme som liberalisme, og denne idé opstod i 1700-tallets Europa. Med denne idé blev stavnsbånd ophævet, slaveriet forbudt og både mænd, kvinder og børn fik status som borgere med tilhørende borgerrettigheder, men det er en udfordring at få resten af Jordens samfund med på ideen.
  • Individet har retten til at udleve sig selv som unikt væsen, altså det vi kalder retten til at ytre sig frit, og denne rettighed er beskyttet ved lov og af domstolene i det vi samlet set kalder Retsstaten. Denne ret bliver udfordret af nationalister. 
  • Også uvidenhed og misinformation skaber kriser:
    • Marx kalder dette udviklingstrin for Industrisamfundet, og dette begreb er fejlagtigt blevet forstået som beskrivelsen af den historiske periode, som vi kender som industrialiseringen. I denne tidsperiode skabte dampmaskinen mulighed for en mekanisering og specialisering af produktionsmidlerne, som førte til store forandinger i samfundet, herunder indvandringen til byerne og fremvæksten af en ny arbejderklasse. Fejlen er sket i oversættelsen af det engelske ord “industrious”, som betyder foretagsom. Med begrebet Industrisamfund skal man altså forstå et samfund, hvor den enkelte undersåt har fået status som borger og med denne rettighed arbejder på at skabe sin egen formue.
    • Marx kalder krisen på dette trin for “kapitalismens krise”, hvilket fejlagtigt er blevet forstået som “de problemer, som rige mennesker skaber for fællesskabet”. Dette fjendebilled, altså kapitalisme, har i virkeligheden sin rod i det latinske ord capita, som betyder hoved. Begrebet kapitalisme skal altså oversættes til “troen på individet”, altså individualisme. Når Marx omtaler kapitalismens krise, så menes der i virkeligheden den krise, som opstår i et samfund, hvis borgerne er selviske.
    • Ideen om politik beskrives i Danmark som en bevægelse mellem det røde venstre og det blå højre, dvs. mellem forskellige nationalistiske grupperinger. Retteligt burde politik beskrives som en bevægelse med lavere og højere udviklingstrin og ideer.

Fællesskabssamfund
Måske er det her, at vi alle starter, altså som medlem af et fællesskab med andre mennesker, men at vi tvinges ud i selviskhed og kamp for os selv og vores liv?

  • Humanismen, altså det at forstå sig selv som verdensborger og menneske, bygger på den arv, som menneskeheden har fået fra filosofien, og det er den idé, som ligger bag FN’s Menneskerettighedskonvention. 
  • Denne idé, altså kommunismen, også kaldet marxismen, har været udsat for en så omfattende smædekampagne, at man, hvis man taler for denne idé, bliver udråbt som tosse.

Vi har nu en sociologisk og en ideologisk teori med hvilke vi kan forholde os til virkelighedens udfordringer. Vi kan derfor nu målrettet skabe fred, velstand og hygge.

Vejen er lang fra idé til virkelighed. Øv dig her: Øvelser

Dialogskabelse

Vi skal vide følgende om dialogskabelse:

  • Ingen dialog = ingen udvikling!
  • Dialogskabelse er et håndværk, som ALLE SKAL lære!
  • Vi må gerne lave sjov, men når det er alvor, skal vi straks kunne skabe dialog, så vi undgår tab og finder løsninger til fælles gavn.
  • Vi skal have den rigtige idé
  • Vi skal vælge den rigtige teknik

Sådan skaber vi dialog

  1. Vi skal være humanister, dvs. at vi nødvendigvis må betragte vores modpart som vores medmenneske. Vi skal vide, at vi måske har forskellige behov, men målet er at finde en løsning, som er til gavn for os begge
  2. Vi skal ytre os dialogskabende, dvs. at vi skal holde os til emnet og fremsætte ”jeg-budskaber” på egne vegne.

Når vi møder vores modpart med den rette attitude, når vi lytter til og prøver at forstå vores modparts behov, når vi ærligt fortæller om vores eget behov, når vi er åbne for at indse vores egne fejl og lære noget nyt, når vi med overbærenhed og tålmodighed tåler, at andre gør os uret, når vi vedbliver med at ytre os dialogskabende, og når vi villigt indgår kompromis med tanke på det fælles bedste, så har vi en chance for at skabe dialog.

Sådan forhindrer vi dialogen i at blive ødelagt

Man kan med held stoppe sig selv i at ødelægge dialogen, men det er meget svært at stoppe andre. En person, som er i “krig”, vil føle sig bange og forsvarsløs, hvis man stopper dem, og de vil straks skifte til et andet “våben”.

Alt andet lige er det bedre at forsøge at skabe dialog end at forhindre modparten i at ødelægge den, men det kan være en hjælp at vide, hvilke ytringer vi skal undgå at bruge, eller som vi skal stoppe andre i at bruge, fx:

  • At tale i ”du-budskaber”
    • dvs. at “gå efter manden”, herunder at bedømme personer, handlinger eller ting
    • At kalde hinanden navne, fx “Du er…”
  • At lave sammenligninger, fx tid, steder, personer og værdier
    • “Det er…”
    • “Jeg synes, at…”
  • At skifte emne
  • At skifte genre, fx at skifte fra seriøs samtale til at drille og håne,
    • fx karikere eller bruge kropssprog, fx at vende øjne
  • At tale i ”vi-budskaber”
    • dvs. at give modparten en oplevelse af, at personen er oppe imod en hel gruppe
  • At lyve og fremsætte udokumenterede påstande
  • At lave ”stråmænd” eller ”skyde i skoene”, altså at påstå at modparten mener noget bestemt
  • At true med eller at benytte hærværk og vold
    • fx også bare at blive ophidset eller bruge vendinger som, at ”vi er nødt til”
  • At tale for meget
    • at tale for meget, lytte for lidt eller fx indflette anekdoter
  • At forlade samtalen før enighed er opnået.

Hvis du vil arbejde med din forståelse af Vi-partiets undervisning, så øv dig her: Øvelser