Ideologien kombinerer to begreber, nemlig idé og udvikling.
Idé
Begrebet idé er opfundet af den græske filosof Platon, som mente, at vi har en slags skabelon, som vi bygger vores liv efter.
Andre ord for idé kunne være kultur eller livsforståelse, men kernen er, at vores idé afgør, hvordan vi lever og tænker, hvilke mål vi har, og hvad vi anser som lykke.
I praksis lever vi med mange ideer blandet sammen. En typisk dansker har som barn hørt eventyr om nisser og talende dyr, anser sig selv som kulturkristen, ønsker frihed og mener, at uselviskhed er vejen frem.
Udvikling
Begrebet udvikling betyder, at vi forandrer vores liv, og når vi gør det, så bliver både vi selv og vores omgivelser gladere.
Vi bliver motiveret til at udvikle os, fordi vi er i krise, og udvikling beskrives ofte som en bevægelse opad eller fremad.
I praksis bliver alle nødt til at udvikle sig, for sådan er livet. Nogle kriser kommer ens for alle mennesker som psykologiske udviklingstrin, og andre kommer udefra, fx fyringer, krig, nød og ulykker.
Ideologien lærer os flere ting:
- Vores virkelighed er bestemt af vores idé.
- Vi forandrer virkeligheden ved at ændre vores idé.
- Er vi personligt eller samfundsmæssigt i krise, så er vi nødt til at udvikle os, altså ændre vores idé.
Ideologiens fire virkeligheder og tre kriser
Ideologien fortæller, at vi lever i en virkelighed, som rammes af en krise, som fører til, at vi ændrer vores idé og dermed forandrer vores virkelighed. Vi kan således leve i en af fire grundlæggende virkeligheder, eller stå i en af tre grundlæggende kriser.
Natursamfund
Natursamfund bygger på animismen, altså ideen om at dyr, planter, ting og alt andet er gennemstrømmet af en ”ånd”. Menneskets overlevelse afhænger af, om man kan leve i balance med denne ånd, altså med naturen.
Animister identificerer sig med deres familie. De er organiserede i stammer, lever som jægere og samlere, og de vandrer efter byttedyrene.
Naturkrisen
Natursamfundets krise skyldes befolkningstilvækst og dermed mangel på føde. Løsningen er at ændre sin idé til nationalisme, altså at forandre natursamfundet til et bondesamfund, hvor man dyrker jorden og holder husdyr.
I dag er naturkrisen skærpet, da der stort set ikke findes natur tilbage i verden. Imidlertid findes der personer, som vil tilbage til naturen eller frygter en klimakatastrofe, og man kan finde professionelle hekse og shamaner som tilbyder hjælp til at finde ens rødder og personlige balance gennem indtag af euforiserende stoffer.
Vanskeligheden ved at ændre denne idé er, at man må sige farvel til det ubekymrede liv og underlægge sig hierarkier og tidstyranier.
Nationalstaten
Nationalstaten bygger på nationalismen, nemlig ideen om, at dit folk ejer den jord, hvor du er født. Ejerskab til jord er forudsætningen for landbrug, og ejerskabet er bestemt af en gud, som dine forfædre har lavet en aftale med.
Nationalister identificerer sig med nationen, altså deres folk, konge, gud, sprog og skikke. De opretter og opretholder deres nationalstat ved hjælp af vold, religiøs fundamentalisme og hierarkiske familiestrukturer.
Nationalstatens krise
Nationalstatens krise skyldes mangel på jord, for når bondens børn skal arve jorden, så er udstykningerne ikke store nok til, at de kan brødføde en familie. Løsningen er at ændre den herskende idé fra nationalisme til individualisme, hvorved bondesønnerne/kongens undersåtter, får status af frie borgere med ret til at drive selvstændigt erhverv og til at forsvare sig ved en domstol.
Der er utallige årsager til nationalstatens krise, men de handler alle om utilfredshed:
– En nation dannes ved, at den stærkeste høvding bliver konge og derefter undertrykker sine modstandere og uddeler privilegier til sine støtter.
– En nation er grundlæggende nepotistisk, dvs. at den ledes af et overhoved eller en elite, som sørger for, at deres egne børn bliver favoriseret.
– Nationalstatens overlevelse afhænger af, at pagten med guden fornys, dvs. af en fundamentalistisk religionsdyrkelse, som strider mod videnskaben.
– Nationalstatens overlevelse afhænger af et familiemønster, hvor børn bliver gift med fætre og kusiner for at beholde ejerskabet til jorden.
– Når nogen ejer jorden, så vil andre blive ”jordløse”, og de vil være tvunget til at arbejde for dem, som ejer jorden.
– På et tidspunkt vil statens grænse vokse op til andre stater med en anden gud, hvilket fører til krig.
– En nationalstat er et hierarki, og det bliver på et tidspunkt så stort og så specialiseret, at topstyring af den enkelte træl eller undersåt bliver umulig og “sander til”, hvorefter driften bliver derfor urentabel.
– Lederen af en nation skal overbevise undersåtterne om, at de frivilligt skal lide afsavn, og lederen lyver derfor om, at undersåtterne er i fare, fx for farlige personer, grupper, religioner, adfærd, dyr, ting eller sygdomme.
– En nation får sine indtægter ved at beskatte undersåtterne, og nationens voksende embedsstand skal finansieres af en stadigt mindre del af undersåtterne.
– Nationens hersker dømmer vilkårligt og til egen fordel.
– Nationens hersker kontrollerer undersåtternes handlinger og forhindrer således individerne i at bidrage med forbedringer.
– Når nationens leder mangler penge, så går han i krig med nabonationen for at stjæle deres penge, og hertil skal bruges soldater, som får at vide, at naboerne er onde mennesker.
– Nationalister ser en fordel i en stærk leder, som kan beskytte deres plads i hierarkiet og deres privilegier, og de foreslår vold og kontrol som løsning på alle spørgsmål.
– Nationalister er det, som filosoffen Søren Kierkegaard kalder “Spidsborgere”, nemlig personer som ukritisk gør det, som de får besked på.
– Nationens leder styrer folket med vold, fx løgne, trusler, tvang, uredelighed og misinformation.
Vanskeligheden ved at ændre denne idé er, at de personer, som er højt oppe i hierarkiet og har magt, altså den såkaldte elite, ikke vil afgive deres privilegier.
Retsstaten
Retsstaten bygger på individualismen, altså ideen om at vi er individer med ret til at forfølge egne drømme. Retten til individuel udfoldelse danner grobund for utallige former for erhverv og skaber derfor stor velstand.
Individualister identificerer sig som unikke individer. De søger, med retsstatens beskyttelse, bekræftelse på deres unikke individualitet gennem omgivelsernes anerkendelse af deres særlige behov.
Retsstatskrisen
Retsstatskrisen er individets krise og viser sig ved, at alle konkurrerer med alle. Der konkurreres om arbejdskraft, fordi alle vil lave deres egne formue, og om tilskuere, fordi alle søger anerkendelse til at bekræfte deres unikke selv.
Løsningen på retsstatens krise er, at individerne individuelt ændrer deres idé fra individualisme til humanisme.
Individualismen og individualismens krise har været genstand for mange misforståelser:
– I danske oversættelser af Karl Marx kaldes denne samfundform for Industrisamfundet, og det er fejlagtigt blevet forstået som beskrivelsen af den historiske epoke, som vi kender som Industrialiseringen. I denne tidsperiode skabte dampmaskinen mulighed for mekanisering og specialisering af produktionen, hvilket førte til store forandinger i samfundet, herunder indvandring til byerne og fremvæksten af en ny type individ: arbejderen. Misforståelsen er sket i oversættelsen af det engelske ord “industrious”, som betyder foretagsom. Med begrebet Industrisamfund skal man altså forstå et samfund, hvor det foretagsomme individ forsøger at skabe sin egen formue.
– Samme fejlagtige forståelse af Marx kalder Retsstatens Krise for “kapitalismens krise”. Begrebet “kapitalisme” har sin rod i det latinske ord capita, som betyder hoved. “Capita-lisme” er altså troen på individet, dvs. individualisme. Når Marx omtaler kapitalismens krise, skal man forstå det som egoisme, altså den krise, som opstår, hvis individerne ikke skaber fællesskaber.
Vanskeligheden ved at ændre denne idé er, at vi anser rigdom og rampelys som tegn på en succesfuld virkeliggørelse ens unikke individualitet. Dette er en stærkt lystfyldt oplevelse, som man nødigt vil give afkald på.
Fællesskabssamfundet
Fællesskabssamfundet bygger på humanismen, altså ideen om at vi er mennesker og skal behandle hinanden som medmennesker. Grundlaget for livet i fællesskabssamfundet er uselviskhed.
Humanister identificerer sig som mennesker, som opfører sig menneskeligt, nemlig i betydningen af det græske ord xenia, det at møde andre med det bedste man har. De lever i ubemærkethed, har indset det formålsløse i at kæmpe for hæder og rigdom, og vælger at skabe hygge som deres primære opgave.
Fælleskabssamfundet er ikke i krise, for humanister er ikke i krise, men i fred med sig selv.
Humanister skal imidlertid håndtere samme udfordringer som alle andre:
– Vi bliver født som dyr, og alle børn har brug for hjælp til at blive mennesker.
– Nationalistiske samfund vil opdrage deres børn til nationalister og individualistiske samfund til individualister, og vi står derfor i den udfordring, at vi skal uddanne vores børn til et højere udviklingstrin, end vi selv står på.
– Det samfund, som omgiver os, er opbygget med møje, vold og frygt, og vi skal værne om det og forstå, at det ikke kan ændres på en nat.
– Humanisme, eller, hvis man tør udtale det, kommunisme, har været udsat for så omfattende smædekampagner, at man, hvis man taler for denne idé, bliver udråbt som tosse.
– Det sker meget sjældent, at et menneske selv finder kilderne og forstår dem, så personen ved egen kraft bliver menneske. Selv med undervisning er opgaven vanskelig.
– At formulere ideologien i et nutidigt sprog, så den kan formidles videre, er uhyre ressourcekrævende, men nærværende hjemmeside forsøger.
Altså…
Vi lever altså enten godt i vores virkelighed, eller vi er i krise og er nødt til at ændre vores idé, så vi kan forandre vores virkelighed. Des flere af os, som bliver mennesker, des hyggeligere bliver vores verden.