Lang forklaring

Fred, velstand og hygge opstår, når vi skaber det.

Samfundsudvikling

Ideen, om at samfund udvikler sig, opstod først i 1850’erne. Indtil da havde man haft den idé, at Gud havde skabt en perfekt verden, hvor kongen herskede over undersåtterne, præsterne over de troende og manden over kvinden, og her var den fælles opgave at bevare Guds skaberværk.

Omkring 1850 opstod sociologien, altså videnskaben om samfund, og den første videnskabsmand på dette felt var Karl Marx. Han formulerede en idé om, at samfund udvikler sig, når de kommer i krise, og han lavede en trappe-model med fire trin, som viser, hvordan udviklingen sker:

Ursamfundet, hvor vi lever som dyr, er organiseret i klaner (familiegrupper) og følger Jungleloven. Krise: Mangel på mad.

Feudalsamfundet, et landbrugssamfund, hvor den stærkeste klanleder tilkæmper sig ejerskabet til landet og dets ressourcer, og med ”Guds hjælp” og vold skaber fred mellem klanerne ved at gøre dem til sine undersåtter. Krise: Befolkningens utilfredshed med levevilkårene.

Industrisamfundet, hvor kongen giver sine undersåtter frihedsrettigheder og dermed ny status som borgere med ret til individuelle valg, og hvor disse borgeres foretagsomhed skaber velstand. Krise: Selviskhed.

Det kommunistiske samfund, altså Marx’ påstand om et fremtidigt ”Fællesskabssamfund”, hvor borgerne har indset fornuften i at hjælpe hinanden.

Karl Marx’ model viser de goder, som et samfund opnår ved at udvikle sig, men den er også et redskab, som kan hjælpe os til at forstå, hvilket trin et land, en forening eller vi selv står på. Når vi forstår det, så forstår vi også deres problemer, og hvad vi skal gøre for at fremme deres udvikling.

For at fremme denne udvikling skal vi imidlertid ikke ændre på virkeligheden, men derimod på vores ideer.

Den ideologiske udvikling

For at kunne ændre vores ideer, så må vi først forstå, hvad en idé er.

Filosoffen Platon, der levede i Grækenland for små 3.000 år siden, mente, at vi har en slags mental arkitekttegning, som vi bygger vores liv efter, og det kaldte han for en idé. Synonymer for idé kunne være livsforståelse eller kultur, men vores idé afgør, hvilken slags samfund vi skaber, hvordan vi oplever livet, og hvordan vi tænker og handler.

Til dagligt omtaler vi ideer som “-ismer”, fx socialisme, liberalisme, katolicisme, fascisme og så videre. Ideer kan også beskrives videnskabeligt ved hjælp af ideologien, som er videnskaben om ideerne.  

Vi-partiet har bygget videre på Marx’ sociologiske teori og skabt en ideologisk teori, der viser, hvilke ideer som ligger til grund for de forskellige typer samfund:

 I Vi-partiets ideologiske teori defineres en idé som et samlet svar på tre af livets store spørgsmål, nemlig:

  1. En skabelsesberetning, hvordan opstod livet?
  2. Et verdensbillede, hvad består vores verden af?
  3. En vejledning, hvad skal vi gøre for at blive lykkelige?

I Natursamfundet er vi animistister, dvs. at vi tror at 1) livet er et resultat af et samleje mellem fjerne forfædre, at 2) vi kan kommunikere med alt, herunder dyr, planter og ting, og at 3) lykken opstår, når vi bringer os i balance med den sjæl, som gennemstrømmer alt. 

I Nationalsamfundet er vi nationalister og tror, at vi tilhører et folk under en konge under en gud. Vi er derfor teister, dvs. at vi tror, at 1) livet er skabt af en almægtig gud, at 2) verden er et hierarki med guden på toppen, og at 3) lykke opnås ved at adlyde Guden.

I Individualistsamfundet er vi liberalister og tror på fornuften og videnskaben, som fortæller os, at 1) livet opstod tilfældigt ved Big Bang, at 2) vi er ansvarsfri og os selv nærmest, og at 3) lykken er at få sine behov tilfredsstillet.

I Fællesskabssamfundet er vi humanister og tror, at 1) vi selv er Gud og skabere af livet, at 2) vi er ét med alt og hinanden, og at 3) lykken opstår, når vi forpligter os.

Vi-partiets ideologiske teori er et redskab til at skabe udvikling. Lige meget hvilket trin et land, en forening eller du selv står på, så vil du kunne løse de kriser, der opstår ved at ændre din idé til den på trinet ovenover.

Brugen af ideologien til at løse den virkelige verdens kriser

I den virkelige verden er der kun tre kriser, og de er nemme at få øje på.

Naturkrisen
Natursamfundenes krise er, at der ikke er noget natur tilbage, for nogen ejer hvereneste plet på jorden. Alle fangstdyrene er spist, og det er umuligt at leve som jæger og samler. 

“Indianerne” i natursamfundene har kun én mulighed for at overleve, nemlig at ændre deres idé og blive nationalister, dvs. til at blive “en del af samfundet” og få en uddannelse og et job. 

Vanskeligheden ved denne ændring er, at mange mennesker oplever, at “Paradiset” er blevet røvet fra dem, og de drømmer sig tilbage til et liv i pagt med naturen. Her i Danmark kan man fx møde mennesker, der tror på ånder, bor i “tiny-houses”, er stået af, krammer træer, søger hjælp hos shamaner eller frygter for, at “Moder Natur” er på vej ud af balance.

Nationalkrisen
Nationalsamfundenes krise er, at der opstår utilfredshed blandt undersåtterne. Denne utilfredshed har flere årsager:

  • Et nationalsamfund er et hierarki, og det bliver på et tidspunkt så stort og så specialiseret, at topstyring af den enkelte undersåt bliver umulig, og samfundet bliver derfor urentabelt, hvorfor der kommer til at mangle penge til driften. 
  • En nation er grundlæggende nepotistisk, dvs. at den ledes af et overhoved eller en elite, som sørger for, at deres eget afkom bliver favoriseret.
  • En nation dannes ved, at den stærkeste høvding bliver konge og derefter undertrykker sine modstandere og uddeler privilegier til sine støtter.
  • En nation må skabe ydre fjender for at få undersåtterne til villigt at lide afsavn, og en sådan fjende kan fx være farlige personer, grupper, religioner, adfærd, dyr, ting, sygdomme eller fænomener, men på et tidspunkt bliver bedraget gennemskuet.
  • En nation får sine indtægter ved at beskatte undersåtterne, og nationens voksende embedsstand skal finansieres af en stadigt mindre del af undersåtterne.
  • Nations hersker dømmer vilkårligt og til egen fordel.
  • Nationens hersker kontrollerer undersåtternes handlinger og forhindrer således individerne i at komme med personlige bidrag og forbedringer.
  • Når nationens leder mangler penge, så går han i krig med nabonationen for at stjæle deres penge, og hertil skal bruges soldater, som får at vide, at naboerne er onde mennesker.
  • Nationalister ser en fordel i en stærk leder, som kan beskytte deres privilegier, og de foreslår vold og kontrol som løsning på alle spørgsmål
  • Nationalister er det, som filosoffen Søren Kierkegaard kalder “Spidsborgere”, nemlig personer som ukritisk gør det, som de får besked på, og derfor udvikler de sig ikke.
  • Den nationlistiske stat findes i flere variationer, fx kongedømmer, militærdiktaturer, religiøse kulte, bander, teokratier samt fascistiske, nazistiske og socialistiske regimer
  • Nationens leder styrer de utilfredse undersåtter med vold, og denne vold kan bestå i både korpolig vold, tvang og løgne, dvs. egentlig i dialogødelæggende ytringer. Denne vold bliver til en kultur og skaber et voldeligt samfund, hvor alle slår alle. 

Nationalsamfundenes krise, altså manglen på penge og undersåtternes utilfredshed, kan kun løses af herskeren og kun på én måde, nemlig ved at herskeren ændrer den herskende idé fra nationalisme til liberalisme. Det betyder, at herskeren skal give sine undersåtter deres frihed og gøre dem til borgere med ret til at drive selvstændigt erhverv og til at forsvare deres borgerrettigheder ved en domsstol.

Vanskeligheden ved denne ændring er, at de personer, der har store privilegier, ikke vil afgive dem. 

Individualismekrisen
Det liberale samfunds krise er, at der er for få mennesker. Denne mangel viser sig på to måder:

  1. Dels mangler der arbejdskraft, når alle vil lave deres egen virksomhed for at lave deres egen formue.
  2. Dels mangler der “seere” til at bevidne mig som unikt og succesfuldt individ. Når jeg har udviklet mig og præsenterer mig for verden, så har jeg behov for, at nogen anerkender dette, førend jeg bliver tilfreds. 

Individsamfundet, dvs. de individuelle individer i samfundet, kan kun overvinde deres individuelle krise ved at ændre deres idé fra liberalisme til humanisme.

Vanskeligheden ved denne ændring er, at individuel succes er stærkt tilfredsstillende. Man kan således blive afhængig af de muligheder og den bekræftelse, som penge og opmærksomhed giver, hvorfor man nødigt vil give afkald på den.

Bemærk:

  • I danske oversættelser af Marx kaldes dette udviklingstrin for Industrisamfundet, og det er fejlagtigt blevet forstået som beskrivelsen af den historiske periode, som vi kender som industrialiseringen. I denne tidsperiode skabte dampmaskinen mulighed for mekanisering og specialisering af produktionen, hvilket førte til store forandinger i samfundet, herunder indvandring til byerne og fremvæksten af en ny gruppe i samfundet: arbejderen. Fejlen er sket i oversættelsen af det engelske ord “industrious”, som betyder foretagsom. Med begrebet Industrisamfund skal man altså forstå et samfund, hvor den foretagsomme borger forsøger at skabe sin egen formue.
  • Marx kalder krisen på dette trin for “kapitalismens krise”, hvilket fejlagtigt er blevet forstået som, at rigdom skaber fattigdom, men ulighed i indkomst er imidlertid et resultat af nationalismen. Begrebet “kapitalisme” har sin rod i det latinske ord capita, som betyder hoved. “Capita-isme” er altså troen på individet, altså individualisme. Når Marx omtaler kapitalismens krise, så skal man forstå det som den krise, som opstår i et samfund, hvor individerne undlader at skabe fællesskaber.

Fællesskabssamfund
Fællesskabssamfundet er ikke i krise, for de er svaret på alle de andre samfundstrins kriser.

Uden at være i krise, så har fællesskabssamfundet dog nogle vanskeligheder:

  • Vi er grundliggende driftstyrede dyr, og vi må hele tiden vælge det “gode”, og det kræver stor modenhed og en dygtig lærer.
  • Det samfund og den kultur, som omgiver os, er opbygget med møje, vold og frygt, og det lader sig ikke ændre på en nat.
  • Humanisme, eller, hvis man tør udtale det, kommunismen, har været udsat for en så omfattende smædekampagner, at man, hvis man taler for denne idé, bliver udråbt som tosse.
  • Det sker kun meget sjældent, at et menneske finder kilderne og forstår dem, så personen ved egen kraft kan taget et udviklingstrin op.
  • At formulere denne viden i et nutidigt sprog, så man kan formidle den videre, er uhyre resssourcekrævende, men nærværende hjemmeside rummer netop denne viden.

Dialogskabelse

Vi skal vide følgende om dialogskabelse:

  • Ingen dialog = ingen udvikling!
  • Dialogskabelse er et håndværk, som ALLE SKAL lære!
  • Vi må gerne lave sjov med hinanden, men i krisesituationer skal vi straks kunne skabe dialog, så vi undgår tab.

Sådan skaber vi dialog

  1. Vi skal have den rigtige idé, altså humanismen, hvilket betyder, at vi betragter andre mennesker som vores medmenneske, og at vi derfor søger løsninger, som gavner alle.
  2. Vi skal ytre os dialogskabende, dvs. at vi skal holde os til emnet og fremsætte ”jeg-budskaber” på egne vegne.

Når vi møder vores modpart med denne attitude, når vi lytter til og prøver at forstå vores modparts behov, når vi ærligt fortæller om vores eget behov, når vi er åbne for at indse vores egne fejl og lære noget nyt, når vi med overbærenhed og tålmodighed tåler, at andre gør os uret, når vi vedbliver med at ytre os dialogskabende, og når vi villigt indgår kompromis med tanke på det fælles bedste, så har vi en chance for at skabe dialog.

Sådan forhindrer vi dialogen i at blive ødelagt

Man kan med held stoppe sig selv i at ødelægge dialogen, men det er meget svært at stoppe andre i at gøre det. Personer på de lavere trin opfatter samtalen som en krig eller konkurrence, og hvis man stopper dem, vil de føle sig bange og forsvarsløse og straks skifte til et andet “våben”.

Hvorom alting er, så skal vi vide, hvilke ytringer vi selv skal undgå at bruge, og som vi skal stoppe andre i at bruge, fx:

  • At tale i ”du-budskaber”, fx “Du er…”
    • dvs. at “gå efter manden”, at kalde hinanden for navne, at dømme/bedømme hinanden
  • At tale i “det-budskaber”, fx “Det er…”
    • dvs. at lave sammenligninger med fx tid, steder, personer og værdier, fx “Det var bedre før!”
    • “Jeg synes, at…”
  • At tale i ”vi-budskaber”, fx “Vi er…”
    • dvs. at give modparten en oplevelse af, at personen er oppe imod en hel gruppe
  • At skifte emne
  • At skifte genre
    • fx at skifte fra seriøs samtale til at drille og håne
    • fx at skifte fra tale til kropssprog, fx at vende øjne
  • At lyve og fremsætte udokumenterede påstande
  • At lave ”stråmænd”
    • også kaldet at ”skyde nogen noget i skoene”, dvs. at påstå at modparten mener noget bestemt
  • At true
    • Dels reelle trusler, fx “Jeg vil slå dig!”, men også vendinger som, ”Vi er nødt til…”
  • At benytte hærværk og vold
  • At tale for meget
    • at tale for meget, lytte for lidt eller fx indflette anekdoter
  • At forlade samtalen før enighed er opnået.

Hvis du vil arbejde med din forståelse af Vi-partiets undervisning, så øv dig her: Øvelser